Idræt og forskellige former for motion er fantastiske ting i hverdagen. Ikke nok med at de hjælper os med at holde os i form og underholder os, så hjælper de også med mere energi og mere overskud i resten af vores hverdag.
Fordelene ved idræt er altså mange, men ulemper er der også. Idrætsskader er en ofte tilbagevendende bagside af idrættens verden og kan ødelægge både træning og hverdag hvis du ikke passer på.
Idræt og skader kort fortalt
Dyrker du sport og idræt regelmæssigt og over længere tid, vil idrætsskader være en (næsten) uundgåelig del af det. Dermed ikke sagt at du skal frygte det på enhver løbetur, men statistisk set er de bare svære at undgå, og det er altså bare en bagside ved idræt man må leve.
Det er dog ikke ens for alle. Nogle vil nemmere få skader, mens andre slipper afsted med det meste. Derudover afhænger skadesmængden og de typer skader du får, af hvilken eller hvilke sportsgrene du dyrker.
Uanset hvad er det dog vigtigt at have fokus på sportsskader uanset hvad du dyrker og din skadeshistorik. Sportsskader er nemlig typisk ikke farlige, men går de ubehandlede kan de hurtigt gå hen og blive en gene i hverdagen.
Typiske skader
Når det kommer til idrætsskader, er det svært at snakke om ”typiske skader”. Der findes så mange forskellige typer, og mange faktorer spiller ind når det kommer til hvordan du bliver skadet. Skal man sige noget generelt, er det dog typisk i kroppens bevægeapparat – altså knogler, muskler, sener osv. – at skaderne sker. Kun i særligt slemme tilfælde vil det være andre steder.
Overordnet og lidt groft set, kan man inddele idrætsskader i to kategorier: de akutte skader og overbelastningsskader. De akutte skader er skader der sker som følge af en bestemt hændelse, mens overbelastning sker over tid.
Igen har det jo også meget at sige hvilken type sport du dyrker ift. hvad du får af skader. Cykling er for eksempel kendt for få overbelastningsskader, men styrter du er du meget let udsat for akutte skader. Omvendt er løbere ofte udsat for overbelastningsskader, mens akutte skader mest handler om at vrikke om eller træde forkert.
Forebyggelse af idrætsskader
Der er heldigvis en masse ting du kan gøre for at forebygge idrætsskader. Igen er der stor variation i forhold til hvad du dyrker af idræt, men man kan dog sige lidt generelt. Et første godt råd er at have styr på teknik og gear. Løber du for eksempel i dårlige sko eller svømmer du med forkert teknik, kan du være i større fare for særligt overbelastningsskader.
En anden ting er at lade kroppen hvile. Kroppen er ikke lavet til at være i gang hele tiden, og selvom du måske har fået smag for en ”runner’s high” bør du være realistisk og huske at restituere godt. Er du i tvivl om nogle af disse ting, kan du eventuelt søge professionel hjælp hos fysioterapeuter eller kiropraktorer. Disse vil ofte kunne hjælpe dig med effektiv forebyggelse af idrætsskader.
Behandling af idrætsskader
Men hvad så hvis skaden er sket? Hvad så hvis du er vrikket om eller noget andet? Idrætsskader kan være træls, men heldigvis er der ofte hjælp at hente. Igen er det ofte hos fysioterapeuter og kiropraktorer du finder denne hjælp. Som eksperter i kroppens bevægeapparat ved de særligt meget om hvordan du kan behandles, og kan også hjælpe med korrekt at diagnosticere din skade.Typisk vil behandlingen bestå af en kombination af ro og restitution, øvelser og stille genoptræning. I særligt slemme tilfælde kan du være så uheldig at din skade kræver operation eller lignende, men for det meste vil dette ikke være nødvendigt. Sørg dog for at passe på din krop hvis den er skadet, så du ikke forværrer skaden.